
Projekt Mediemuseum færdiggøres
Det var tæt på, at projektet om at modernisere Danmarks
Mediemuseum ikke blev til noget. Egmont Fondens tilsagn om at støtte
projektet ville udløbe her til november. Men i foråret bevilgede Odense
Kommune 2,8 mio. kr. og i slutningen af august tilkendegav Den
Danske Forskningsfond, at den ville støtte projektet med 1,5 mio. kr.
Det var, hvad der manglede for at nå de godt 12 mio. kr., der var
nødvendigt for at gennemføre hele projektet.
Siden forprojektets afslutning i 2001 – et projekt, der skulle anvise
muligheder for at skabe nye mediehistoriske udstillinger, nye
aktiviteter m.v. - er store dele af fornyelsen gennemført. Danmarks
Mediemuseum har således udvidet sit udstillingsareal med godt 500
kvm, hvilket har gjort det muligt at indrette museets første egentlige
særudstillingslokale, en biograf og et sammenhængende lokale til den
kommende basisudstilling. Sammen med Kunsthallen Brandts og
Museet For Fotokunst er der opbygget et formidlings- og undervisnings-center, der varetager undervisningen i bl.a. medier og mediehistorie. Museets etablerede TV-studie er blevet knyttet til dette center. Endelig kan det nævnes, at museet har fået udvidet den faglige medarbejder-stab med en inspektør med ansvar for de nyeste mediers historie, en underviser i medier og en professionel tv-producer, der underviser skoleeleverne i TV-studiet. Det eneste, der mangler, før projektforslaget fra 2001 er gennemført, er opbygningen af basisudstillingen og et center for de nyeste medier.
I centret vil museets brugere fx kunne få lov at blive interviewet af en virtuel studievært eller få lejlighed til aktivt at medvirke i museets små, aktuelle udstillinger om medier og mediebegivenheder. Formålet med centrets forskellige aktiviteter er at give museumsgæsterne, ikke mindst børn og unge, en indsigt i mediernes teknik og virkemidler og dermed også et kendskab til mediernes stærke og svage sider.
Vi forventer at kunne tage dette center i brug med udgangen af maj 2010. Derimod skal vi vente yderligere
ca. 1½ år, inden basisudstillingen er opbygget og hele projektet dermed er gennemført.
Størstedelen af museets medarbejderstab er nu involveret i arbejdet med projekt Mediemuseum. Det får
selvfølgelig nogle konsekvenser for udførelsen af det normale museumsarbejde. I en periode vil museet fx ikke kunne svare på alle forespørgsler vedr. mediehistorie eller dets samlinger eller udlåne museumsgenstande. Desuden vil antallet af særudstilling blive stærkt reduceret. Det sker bl.a. ved at lade udstillingerne vare i længere tid.
Ligeledes må registreringen af nye genstande udskydes. Ganske vist bliver registratorerne kun i mindre omfang tilknyttet projektet, men de er i forvejen stærkt optaget med at konvertere museets gamle registreringsbase med ca. 120.000 genstandsnumre til Kulturarvsstyrelsens REGIN-base. Det vil derimod ikke være muligt at indstille indsamlingsarbejdet. Eventuelle vigtige genstandssamlinger får vi næppe tilbudt senere, når vi har bedre tid. Det er ofte nu eller aldrig!
Denne omprioritering er nødvendig, hvis vi skal nå at gennemføre projektet inden for rimelig tid. Der er tale
om en meget stor opgave, der kræver grundig planlægning og undersøgelses-/forskningsvirksomhed. Der findes ikke i forvejen mediemuseer, der prøver at se mediehistorien i en større sammenhæng og på tværs af de mange forskellige medier. Vi kan med andre ord ikke bare gå ud og bruge andre museers forarbejde. Men det gør måske netop vor opgave særlig interessant!
Ervin Nielsen