Den nye basisudstillings afsnit om perioden 1850-1920 vil bl.a. fortælle om den populære, ikke-partipolitiske presse. Aviser med et indhold, præget af mord, voldtægter, sex, ulykker, de kendtes liv osv., er ikke jo et fænomen, der kun hører nutiden til.

I begyndelsen af 1900-tallet var et af de største blade inden for denne genre Middagsposten. Det var Københavns mest hensynsløse og umoralske dagblad, og det havde succes: Boulevardbladet blev solgt i pæne oplag: startåret 1901 – ca. 17.000; 1906 – ca. 13.000; 1908 – ca. 11.000 eksemplarer.

I dette dagblad udfoldede redaktør Johannes Hansen med sin ordekvilibrisme sine aversioner mod poli-tikere, jøder, afholdsfolk, sædelighedsforkæmpere m.fl. Hvis der kunne findes fx økonomiske skandaler eller slibrige sexhistorier, hvor sådanne personer var involveret, stod det med navns nævnelse i Middags-posten.

Bladet blev også berygtet sine rubrikannoncer med ”lån”, svarende til nutidens massageannoncer i Ekstra Bladet, og ”ludderjournalistik” med pæn omtale af de værtshuse, som beværtede bladets journalister.

Johannes Hansen blev flere gange dømt for lovovertrædelser, men fik hver gang udsat afsoningen af dom-mene. Der var nemlig én politiker, som han holdt sig gode venner med, justitsminister P.A. Alberti, og det var ham, der gav redaktøren udsættelse. Da Alberti i 1908 meldte sig selv til politiet for bedrageri, varede det imidlertid ikke længe, før Johannes Hansen forlod Middagsposten og måtte afsone sine straffe. Hermed forsvandt bladets største aktiv, og avisen mistede snart købere og dermed sit økonomiske grundlag.

Der var dog også en anden væsentlig grund til tilbagegangen. Den kampagne, som ”Foreningen til Smuds-pressens Bekæmpelse” i 1908 indledte mod bladet, var meget hurtig blevet effektiv.

Middagsposten gik i 1909 fallit og forsøgene på at videreføre bladet som et mere seriøst dagblad havde kun begrænset succes.